Opskrift
For at lave svensk pølseret skal du først skrælle kartoflerne, koge dem møre i en stor gryde og hælde vandet fra. Skær dem derefter i små stykker og hæld kartoflerne over i en skål eller lignende.
Hak løget og svits det kort i olie eller margarine i den store gryde som kartoflerne blev kogt i. Tilsæt pølser skåret i små stykker og paprika. Skru ned for blusset og tilsæt tomatpuré, ketchup og kartofler. Tilsæt også mælk lidt efter lidt alt efter, hvor meget sovs du gerne vil have og hvor tyk pølseretten skal være.
Den svenske kartoffelret varmes op til kogepunktet, så retten bliver mere fast i det. Smag til med salt og peber og pynt med klippet purløg. Serveres med ketchup som tilbehør. Velbekomme!
Sundhed
Svensk pølseret er en klassisk, mættende ret med masser af kartofler, men den trækker ned på sundhedsskalaen pga. røde pølser, som er en stærkt forarbejdet kødvare med højt indhold af salt og mættet fedt. Mælken og kartoflerne balancerer delvist retten med calcium og kostfibre, men det samlede billede er, at dette er en ret energitæt og salt, men nem og billig hverdagsret. Brug af grøntsager og evt. pølser med højere kødindhold kan forbedre profilen.
Ingredienser
1 løg
10 røde pølser
3 tsk paprika
Lidt olie eller stegemargarine
2 kg kogte kartofler
1 dåse tomatpuré
3 spsk ketchup
5-7 dl letmælk
Frisk purløg
Salt, peber
Allergener
Mælk (letmælk, evt. stegemargarine), muligvis selleri og gluten (afhængigt af pølsernes indhold)
Historie
Svensk pølseret er en vaskeægte klassiker i det danske hverdagskøkken – trods det lidt misvisende navn, der antyder en svensk oprindelse. I virkeligheden er retten et dansk fænomen, som opstod i midten af det 20. århundrede, og som i dag står som et symbol på hurtig, børnevenlig og nostalgisk komfortmad.
Navnet, der narrer
Navnet svensk pølseret menes at være opstået som en humoristisk henvisning til noget “eksotisk” og anderledes – måske inspireret af lejrture i Sverige, hvor danske spejdere og friluftsfolk lavede sammenkogte retter over bål. Den præcise oprindelse er uklar, men der er bred enighed om, at retten ikke har nogen særlig udbredelse i det svenske køkken. Tværtimod er den kendt i Sverige som “dansk pølseret”.
Navnet hænger sandsynligvis sammen med danskernes forestilling om svenske sammenkogte retter og brugen af pølser som primær proteinkilde. Det er også muligt, at man i 1960’erne og 70’erne, hvor maden gerne måtte have lidt "udenlandsk" præg, blot tilføjede “svensk” for at gøre retten mere interessant.
En ret født af hverdagen
Svensk pølseret opstod i en tid, hvor maden skulle være nem, mættende og billig. Efterkrigstidens køkkener blev gradvist moderniseret, og med opfindelsen af elkomfurer, køleskabe og nye forarbejdede madvarer, som f.eks. wienerpølser og konserves, blev hverdagsmaden redefineret.
I denne kontekst blev svensk pølseret en ideel løsning: kartofler havde man næsten altid i huset, og pølser var en billig og populær kilde til protein. En smule fløde, mælk eller tomatpure kunne strække smagen langt, og retten kunne tilpasses hele familiens smagsløg – især børns.
Klassisk og tilpasningsdygtig
Den traditionelle version består af kogte kartofler i skiver, pølser, løg og en tomatbaseret flødesauce med paprika og eventuelt lidt purløg på toppen. Kombinationen af det cremede, det salte og det let krydrede giver en tilfredsstillende smagsoplevelse, som mange danskere forbinder med barndom og tryghed.
Retten har desuden vist sig yderst tilpasningsdygtig. I moderne versioner finder man grøntsager som gulerødder og squash, stærkere krydring med chili eller karry, og endda plantebaserede udgaver med veganske pølser.
En del af dansk madidentitet
Selvom svensk pølseret ikke har de samme historiske rødder som smørrebrød eller flæskesteg, har den på sin egen måde skrevet sig ind i den danske madkultur. Den er en del af skolekøkkenernes pensum, dukker op i kantiner og familiekøkkener landet over – og er stadig en af de mest googlede retter, når danskerne søger nem og hurtig aftensmad.
Svensk pølseret er derfor ikke blot et måltid, men en fortælling om tidens madvaner, opfindsomhed og ønsket om at forene det praktiske med det velsmagende – på ægte dansk vis.
