Billede af lidt sundere havregrynskugler

Lidt sundere havregrynskugler med dadler, kakao og mandler

Kan være klar om 1 time og 30 minutter

Jeg har jo i flere år brugt min anden opskrift på havregrynskugler, men de er ikke ligefrem kaloriefattige og efter jeg har fundet ud af, hvor hvor meget energi, det kræver for at tabe sig i forhold til, hvor lidt energi det kræver at tage på, så måtte der andre boller på suppen. Eller kugler på bordet. Heldigvis havde vores gode ven Sara en dag nogle lidt sundere havregrynskugler med, som til min store forbløffelse smagte fint. De smagte faktisk overraskende godt taget i betragtning at der slet ikke var tilføjet sukker, smør eller chokolade. Der er en del naturligt sukker i dadler, så de er ikke decideret sunde, men et godt alternativ til min anden version. Jeg gik i køkkenet og prøvede at sjusse mig frem til et godt forhold mellem ingredienserne og det lykkedes heldigvis. Det er den opskrift du får her - god fornøjelse!

Det bliver bedst, hvis de dadler du bruger er med sten, for de er ikke nær så tørre som dem, der er udstenet ifølge min nyerhvervede erfaring indenfor dadler.

Du starter med at klemme stenene ud af dadlerne og derefter hakker du dadlerne til en fin masse med en kokkekniv. Nogle vælger at bruge en blender, men jeg synes det giver et værre svineri når det hele er klistret ind i daddelmasse og det er svært at få blenderen til at fungere optimalt med lige netop dadler.

Nu er det største arbejde heldigvis gjort, så det eneste du nu skal gøre er blot at hælde kakaopulver, hakkede mandler og havregryn sammen i en skål og røre det hele sammen med en gaffel. Det er en sej masse, så du skal give godt med gas for at få det hele til en ensartet masse.

Lad skålen stå i køleskabet en times tid inden du tager daddelmassen ud og breder den ud som en stor, tyk pandekage. Så skærer du den op i ca. 8 rækker på den ene led og 8 på den anden og triller hver firkant til kugler. Rul kuglerne i lidt kakaopulver du har drysset i en dyb tallerken og så er de færdige, klar til at spise!

Der bliver 60-70 kugler af ovenstående portion. Pas på ikke at gøre kuglerne for store, for så går det lækre af dem og det bliver en klæg klump i munden i stedet for en lille lækkerhaps. Kuglerne skal have en størrelse på ca. 1x1 cm.


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til lidt sundere havregrynskugler


600 g dadler med kerner
1 dl kakaopulver
50 gram hakkede mandler
2 dl havregryn