Brug dit stegetermometer rigtigt og få det lækreste kød

Har du prøvet at lave en tør og kedelig steg fordi du ikke anede, hvornår kødet var færdigt?

Er du træt af at smide dyrt kød i skraldespanden fordi du steger det for længe og ingen gider spise det?

Engang kunne jeg stege culottestege, flæskestege osv. på gefühl bare ved at gå og holde øje med kødet og prikke lidt til det med en finger ind i mellem, men med 2 små børn, en hund, en kæreste og en hjemmeside med opskrifter (!) er der bare alt for mange ting, der gør at jeg er nødt til at have noget, der er mere træfsikkert selvom jeg bliver forstyrret undervejs. Og det hemmelige våben er altså et godt stegetermometer som fx et iGrill Mini trådløst stegetermometer til 399 kr.

Her får du mine bedste tips til, hvordan du bruger et stegetermometer, får lækkert og mørt kød hver gang - og glade middagsgæster! Herunder ser du en oversigt over, hvilke temperaturer de forskellige slags kød skal have.

Oversigt over kødtemperatur

5 gode tips, der gør dit kød mørt og lækkert

  1. Spidsen af stegetermometeret skal sidde i midten af kødet og må ikke røre knogler eller fedtlommer.
  2. Sæt stegetermometeret ind i kødet fra siden - ellers gennemhuller du alle kødskiverne.
  3. Skru ned for ovnen eller sluk helt et stykke tid, hvis temperaturen stiger for hurtigt.
  4. Tag kødet ud af ovnen 6-7 grader inden det har nået den ønskede temperatur. Tidligere, hvis ovnen er meget varm.
  5. Lad kødet hvile i sølvpapir i 15 minutter efter stegning uden for ovnen - så beholder det saften i sig.

Stegetemperatur

Kødtype Rødt Medium Gennemstegt
Oksekød 55°-60° 60°-65° 65°-68°
Svinekød - 62°-65° 65°-70°
Lammekød 58°-62° 62°-65° 65°-70°
Kylling, and og kalkun - - 75°
Fisk - - 62-66°

Mine anbefalinger til et godt stegetermometer

Glem de helt billige stegetermometre og køb noget digitalt, der fungerer. Undgå muligvis at bruge de fastindstillede temperaturangivelser i stegetermometrene fordi de kan være alt for høje efter danske normer. Personligt kan jeg bedst lide de trådløse modeller fordi jeg så slipper for at rende ud til ovnen hele tiden. Én ting er at stegetermometeret bipper når temperaturen er opnået, noget andet er at kunne følge stigningen i temperaturen så man bedre kan time, hvornår kødet er stegt færdigt og der har jeg brug for jævnligt at kunne se temperaturen.

Jeg vil anbefale dette termometer, der netop er kommet i en ny og billigere version: iGrill Mini trådløst stegetermometer til 399 kr fordi du så kan se en kurve over kødtemperaturen på din iPhone / Android telefon og dermed meget nemt kan vurdere om der skal skrues lidt op eller ned for ovnen.

Jeg vil foreslå du kigger nærmere på de stegetermometre her: