Billede af hindbærsnitter

Hindbærsnitter med syltetøj, blå glasur og tivolidrys

Kan være klar om 1 time

Hæld mel, sukker og 1 æg i en stor skål og riv smørret groft på et rivejern så det kommer ned i skålen som flager - det gør det nemmere at ælte sammen. I starten virker det ikke som om dejen nogensinde vil samle sig, men bliv ved med at ælte - det skal nok lykkes.

Lav to kugler af dejen, læg hver kugle på et stykke bagepapir og rul dem ud til to flade firkanter - de bliver ca. 25 cm på hvert led. Læg derefter lagene i køleskabet i en halv time.

Varm ovnen op til 200 grader. Tag dejen ud af køleskabet og læg det ene lag på en bradepande (med bagepapiret under). Fordel syltetøjet på dejen uden at komme for tæt på kanterne. Pisk det andet æg sammen og pensl kanterne inden du lægger det andet lag dej oven på som låg og trykker det hele sammen i kanterne så syltetøjet ikke flyder ud.

Sæt bradepanden i ovnen og bag pladerne i godt 15 minutter ved 200 grader eller indtil overfladen er let gylden. Hvis dejen buler for meget efter bagningen, så læg et stykke bagepapir oven på og stil fx. en bradepande, der kan presse bulerne ned så dejen bliver fin og flad.

Når dejen er kølet ned kan du blande en smule vand i flormelisen, evt. tilsætte lidt farve, og røre det sammen til en glasur som du breder ud over dejpladerne inden du drysser lidt tivolidrys hen over midten. Når glasuren er helt tør kan du skære snitterne ud - velbekomme!


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til hindbærsnitter


Dej
400 g hvedemel
150 g sukker
250 smør
2 æg

Tivolidrys
1-2 dl hindbærsyltetøj

Glasur
4 dl flormelis
Lidt vand

Evt. farve